Spillemyndigheden
Hvad skal vi med de 12 hold i Superligaen?
AF SØREN SORGENFRI
Billede: TT
Det er glædeligt i mere end en forstand, at Superligaen vender tilbage og genoptages. Fodbolden har som så meget andet været savnet, men også fordi alternativet meget nemt kunne blive en pinlig affære.
Hobro har truet med en klage og sagsanlæg, hvis sæsonen skal afgøres på skrivebordet, og det har nordjyderne egentlig mest af alt mødt kritik og hovedrysten for. Hvorfor kritikken fatter jeg ikke – det er helt legitimt, at Hobro ønsker deres sag hørt og prøvet, og efter min bedste overbevisning på månen at det officielle fodbold Danmark i det mindste ikke bare ville tage dialogen om situationen i en krisetid, som ingen af os havde drømt om kunne opstå.
Vi ser flere og flere europæiske ligaer aflyst. I den hollandske liga venter et gigantisk økonomisk blodbad, da tv-pengene ikke er særligt store i den hollandske liga (tænk Ajax Amsterdams hjemmekampe med plads til 50.000 tilskuere med en billetpris på 2-300 kroner) og en samlet regning på over to milliarder kroner. Men de har talt om det. De taler om en løsning nu.
Skotland har set et lettere uskønt spil frem mod en aflysning af sæsonen, hvor især nu nedrykningsdømte Hearts ikke er tilfredse med afgørelsen. De havde blot fire point op til redning, og selv om parterne har stået stejlt overfor hinanden, så er der ikke lukket ned for Hearts ønske om at prøve sagen og der tales tilmed om en ændring i liga-strukturen for at komme Hearts i møde.
I den franske anden division er nedrykning droppet i den aflyste sæson, men oprykkerne fra tredje division får lov at rykke op i al fairness.
I de engelske rækker under Premier League er der vidt forskellige dagsordner – en del klubber vil ikke økonomisk kunne holde til at afvikle kampe uden tilskuere, og der tales åbent – og ikke altid med harmonisk enighed – om de forskellige scenarier, der kan komme på banen. Der tales.
Under danske himmelstrøg blev der hurtigt meldt ud, at man ikke agtede at pille ved planen om at rykke tilbage til 12 hold. Men Divisionsforeningen bekendtgjorde dog, at en eventuel aflysning af sæsonen ville blive afgjort af en uvildig instans, nemlig Divisionsforeningens direktion. Hmm..
Tipsbladet kunne forleden berette, at beslutningen om at vende tilbage til 12 hold først faldt på plads efter en kaotisk omgang, hvor der blev sneget en passage med i aftalen, der sikrer, at der kun kan ændres på antallet af hold i rækken, hvis alle klubber er enige om, at der skal ændres. Med andre ord så kommer det ikke til at ske.
Interesserne er for forskellige, men hvorfor 12 hold skal være sådan en hellig gral, det har jeg endnu ikke forstået. 12 hold har været prøvet før, det var begyndt at kede folk. Og der var for mange tilfælde af klubber, der budgetterede med tv-penge med en slutplacering som nummer, men hov blev nummer ni, og så manglede der jo penge i budgettet.
Og ja, der er mange derude, der ærgrer sig over niveauet i 14-holds ligaen og antallet af tilskuere på diverse stadions samt den lettere gakkede nedrykningsmodel. Så om ikke andet kan det hollandske analysebureau, der skulle hjælpe de danske klubber med at finde den rette ligastruktur da glæde sig over, at det endte med 12 hold og et slutspil. Det har sørme været et stort konsulenthonorar værd at nå frem til den gyldne løsning.
At spillet ikke behager, det kommer 12 hold ikke til at ændre på. Der skal en kulturændring til, og det er da tankevækkende, som set alle udenlandske spillere der har været i dansk fodbold, betoner det fysiske element. Måske skulle klubberne kigge indad og overveje om andet taktisk tankegods til. Men så igen, så kan man ikke bebrejde klubberne for at spille med musklerne for at undgå nedrykning. Det koster kassen at rykke ned. Det sender ofte de nedrykkede klubber faretruende tæt på konkurs, og helt ærligt, det er da skævt, at det skal være sådan.
“Hobro har truet med en klage og sagsanlæg, hvis sæsonen skal afgøres på skrivebordet, og det har nordjyderne egentlig mest af alt mødt kritik og hovedrysten for.”
Når alle indenfor dansk fodbold er handelsrejsende i antagelsen om, at Superligaen er en udviklingsliga, hvorfor i alverden skal vækstbetingelserne for klubber som Silkeborg, Viborg, Vejle, Hobro, Esbjerg og Vendsyssel være så ubarmhjertige? Der er ret store fodboldbyer iblandt her, og de kommer til at kæmpe for livet de kommende år. Er det, det med tanke for ambitionerne for talentudvikling, bæredygtig økonomi og udviklingsliga som dansk fodbold har brug for?
Og måske skal klubberne begynde at tænke anderledes. Med mindre fokus på tv-penge og større fokus på at udvikle egne spillere eller forsøge sig med talenter fra lande, hvor X danske klub kan blive netop særlig stærk på markedet. Og samtidig kigger på lønkulturen. Der er klubber i Superligaen, hvor det bare ikke giver mening, at de skal betale månedslønninger på 80-100.000 kroner. Men de gør det, fordi de er bange for at rykke ned.
En klub som Silkeborg har ærligt meldt ud, at de leder efter en investor. De har dygtige folk ansat i klubben, de har et nyt stadion, de har et godt navn og en god historik, men har også erkendt, at de ikke kan klare sig uden penge udefra. Fordi det er så vanskeligt at overleve i en 12-holds liga.
Man kan sige med ret stor sikkerhed, at FCK, FCM, Brøndby, AGF (yes, der kommer en hær af dårlig jokes nu), Randers, FCN, AaB og OB ikke kommer til at rykke ud. Horsens og Sønderjyske måske, men det er ikke sandsynligt. Det bliver med andre ord en lukket fest fremover.
Og det er da klart, at når man spiller for FCK, så vil man da helst bare spille de europæiske kampe eller for fyldte stadions mod Brøndby, men som prof må man acceptere, at smør på brødet også betyder udebaneture til Hobro.
Akkurat som Ajax Amsterdam og PSV tager til Waalwijk og Den Haag i den 18 holds store hollandske liga. De har brug for kampene til at give kunne deres unge spillere spilletid, de har brug for at der er mindre klubber, der kan udvikle talenter og der er brug for den effekt, som det har på transfersiden.
Vil det være lettere for en FCM eller FCK-topscorer at nå 30 ligamål pr. sæson i en liga med 16 eller 18 hold? Ja da. Ville den topscorer blive solgt for et større beløb end, hvis han nettet 17 mål i en liga med 12 hold? Formentlig nok.
Superligaens bundhold kunne for deres part arbejde med en model, der hed salg for 15-20 mio. kroner om året. Transfer-indtægter er den mest indlysende vej til indkomst i en vis størrelsesorden for danske klubber.
Jeg spurgte fem personer, som på forskellig plan arbejder med køb og salg af spillere i belgisk og hollandsk fodbold, og de mente alle nogenlunde det samme. At de som udgangspunkt ikke teoretisk ville se den store forskel i at købe en spiller fra toppen af den danske 1. division eller bunden af Superligaen, men deres mavefornemmelse var, at de nok ikke ville købe en spiller fra 1. division trods alt på grund af forskellen i det ’stempel’, som spiller kommer med.
Det er svært, men ikke urealistisk, hvis man tør tænke i spillestile og rekrutteringsbaner, der understøtter salg. Eller man kunne i stedet sige, at man skulle have mindst 5-6 salgbare spillere i startelleveren. Det ville være fokus på udvikling og ikke den rene og skære overlevelse.
Hvorfor er det egentlig, så tindrende vigtigt, at ligaen pinedød skal bestå af 12 hold, når det ret indlysende vil hæmme dansk fodboldsudviklingspotentiale?
Og når nu Hobro rejste sig op og sagde: hør kunne vi ikke lige. Hvorfor tog man så ikke en snak om det?
Det er godt Superligaen, begynder igen. Så har vi da det at tale om.
