Kasper Kusk bringer en ny dimension i spillet hos oprykningskandidater

Kasper Kusk og Superligaen har rimet på hinanden i mange år, men i år er kantspilleren med det skarpe venstreben for første gang at finde i NordicBet Ligaen. Her skal han spille en vigtig rolle i offensiven hos en af outsiderne i oprykningskampen Vendsyssel FF.

Kasper Kusk, Vendsyssel FF

AaB, Silkeborg, F.C. København og et enkelt år i Holland hos Twente.

Det er klubberne, som Kasper Kusk har repræsenteret, inden han denne sommer skiftede Silkeborg ud med Vendsyssel FF i Nordic Bet Ligaen.

Et skridt ned i rækkerne, for den 32-årige nordjyde der har over 300 kampe i Superligaen på CV’et, men også et skifte der med det samme gjorde ham til en af ligaens profiler.

Jeg ser egentlig sådan på det, at jeg elsker at spille fodbold. Vendsyssel ville gerne have mig herop, og så var det vigtigt for mig bare at tage det skridt. Jeg føler egentlig også, at første division passer rimelig fornuftigt, til der hvor jeg er i min karriere. Rent aldersmæssigt, der er jeg selvfølgelig ikke, hvor jeg var for 10 år siden, heller ikke spillemæssigt. Så jo, det er et lidt lavere niveau, men lige nu passer det fint, til der hvor jeg er i min karriere, siger Kasper Kusk.

Efter fire kampe i Vendsyssel-trøjen har den 32-årige kant scoret to mål, og Vendsyssel indtager en tredjeplads.

Derfor er den nordjyske klub også blevet nævnt som en outsider i oprykningskampen for sæsonen 2024/2025.
Der er kommet en masse nye spillere ind på holdet, som er rigtig gode, og vi har fået en god trup sat sammen. Så jeg håber da på, at vi kan spille med om de helt sjove pladser i den her sæson, siger Kasper Kusk.



Siden vinter er der i alt kommet 15 nye ansiger ind af døren hos Vendsyssel FF. Seneste skud på stammen er angriber Shanyder Borgelin, der skifter tilværelsen som holdkammerat med Lionel Messi i Inter Miami ud med at blive legekammerat med Kasper Kusk i Vendsyssel FF.

Samtidig tæller Vendsyssel-truppen en række af Kasper Kusks tidligere holdkammerater fra AaB som Frederik Børsting og Rasmus Thellufsen.

For mig var det bare vigtigt at komme et sted hen, hvor jeg kan spille fodbold og have det sjovt med det. Det har jeg hver eneste dag, jeg møder ind til træning her. Det er glæden ved spillet, der stadigvæk driver motivationen. Derfor gav det mening at komme herop, forklarer Kasper Kusk.