Paul Ngongo: Superliga i Kolding bliver en realitet

NordicBet Liga klubben fra Kolding IF er kommet fint fra land i den nye sæson, og optimismen er da også stor hos den ene af de to oprykkere til NordicBet Ligaen.

Der er noget, der spirer på Autocentralen Park i Kolding.

Efter to sæsoner i landets tredjebedste række, er Kolding IF denne sommer vendt tilbage til NordicBet Ligaen, og optimismen er i den grad til at få øje på.

For tre år siden lancerede klubben sit nye stadionprojekt, og det nye stadion, der kommer til at koste i omegnen af 100 millioner kroner, begynder langsomt men sikkert at tage form.

Med de kommende omgivelser lugter det for koldingenserne af meget mere fodbold, og hos klubbens angriber er drømmen om superligafodbold i Kolding klokkeklar.

Det drømmer jeg om. På et eller andet tidspunkt bliver det en realitet, det er jeg ikke i tvivl om. Med det setup der er omkring klubben, og hele byen begynder at være med, og vi begynder at have rigtig mange tilskuere til vores kampe, og ejerne er alle sammen lokale og villige til at spytte lidt penge i klubben“, lyder det fra holdets angriber Paul Ngongo.



Den 23-årige sjællænder kom til Kolding IF for to år siden, men selvom han nu drømmer om superligabold, så har hans vej til subtoppen af dansk fodbold været en smule snørklet.

Da jeg var ungdomsspiller, fik jeg at vide, at det højeste jeg kunne nå var 2. Division eller NordicBet Ligaen. Lige da jeg fik det fortalt, tændte det ikke noget. Det gjorde mig irriteret, og jeg tror egentlig, at jeg troede meget på det; Det må være sådan, for han kender mere til det end mig.

Efterfølgende har jeg fundet ud af, at da jeg kom til Frem i 2. Division, kunne jeg sagtens være med, og da jeg kom til Kolding kunne jeg sagtens være med, så nu håber jeg også, at jeg kan være med på næste niveau“, lyder det fra Paul Ngongo.

Paul Ngongo spillede ungdomsfodbold i Hvidovre IF, men da der ikke umiddelbart var udsigt til en kontrakt på klubbens førstehold, greb han i stedet muligheden for et eventyr, da muligheden bød sig.

Den 190 centimeter høje angriber takkede ja til et tilbud om college-fodbold i USA, hvor han fra juli 2019 til foråret 2020 tørnede ud for Wingate Bulldogs i North Carolina.

Opholdet blev forkortet som følge af covid-19, og i stedet vendte Ngono hjem til Danmark, hvor BK Frem stod klar med åbne arme. Valby-klubben kunne dog ikke holde på Ngongo, da Kolding i sommeren 2021 bød sig til, og beslutningen om at skifte til klubben, der ligger på grænsen til Sønderjylland, har han ikke fortrudt. 

Jeg kan rigtig godt lide at være i klubben, og jeg sætter pris på dem, lige så meget, som de sætter pris på mig. Jeg kan rigtig godt lide klubbens værdier, og at vi sætter en ære i det og arbejder rigtig hårdt, og så har vi et virkelig tæt sammenhold som trup – også med alle dem rundt omkring klubben“, lyder det fra Ngongo.

Kolding IF blev stiftet helt tilbage i 1895 under navnet Kolding Fodsports Klub, men trods klubbens lange historie, har den kun været at finde i den bedste danske række én gang. I 1981 rykkede klubben op i den bedste række, hvor det blev til to sæsoner.