Transfer Talk: Efter værdiaftalen skal Brøndby overbevise om transfer-planen

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Brøndby har nu indgået en værdiaftale med klubbens fans om den videre vej frem med det nye ejerskab.

Nu skal de i de kommende uger og sommerens løb give deres tilhængere et svar på de sportslige ambitioner og vejen frem på banen.

Som skrevet i den forrige klumme, står Brøndby overfor at geare markant op på transferbudgettet. Der kan forventes fire-fem spillere til startopstillingen ind, så omfanget af ambitionerne er tydelige allerede nu. Men hvordan skal de forløses og af hvem? Og hvor stærk er strategien?

Det skal denne klumme handle om som opfølger på klummen forleden. For en ting er at hente spillere ind. Noget andet er, hvilket strategisk transfersignal de sender til omverdenen.

Det er ikke et element indenfor fodbolden, der ofte drøftes i dansk kontekst. De fleste transfer-relaterede historier går rent på navne og X eller Y salg. Eller rygter om det i hvert fald.



Når Brøndby putter mere og tungere økonomisk ammunition i kammeret, så er det et forsøg på at vinde terræn i ligaen og igen komme ud i Europa. Og bide sig fast som tophold og europæisk deltager. Det er en snebold, der skal rulle, hvor investeringer skal give bedre resultater, større salg og øget indtægt og en placering, hvor bestyrelsen mener Brøndby naturligt har hjemme. Ikke mindst i en tid, hvor andre store budgetter har lidt svært ved at imponere. Tiden er ganske enkelt moden til en øget investering i spillertruppen for at opnå bedre resultater. Det kan vise sig en dårlig investering ikke at gøre det.

Og heraf følger spørgsmålet naturligvis om det nuværende setup, nemlig sportschef og cheftræner, er de rette til at realisere dette håb og potentiale.

I denne klumme er det et helikopterspørgsmål. Det er ikke et indlæg i bræge-konkurrencen om CV eller Jesper Sørensen skal fyres eller om førstnævnte er Danmarks bedste fodboldkøbmand.

Det har jeg ingen holdning til. Det går rent på det strategiske element, og hvor sikre hænderne holder fast på rattet.

Mesterskabet blev ikke forvaltet succesfuldt. Efter det første mesterskab siden 2005 var det forventeligt, at – selv om det var en overraskende titel – Brøndby med sit kommercielle pull og stærke opbakning ganske enkelt kunne bruge guldet som brændstof til at bide sig fast i top-3. Det skete ikke. I stedet blev det til en glidebane af skuffelser og ultimativt en fyring af mestertræneren.

Her er vi så. De blå-gule kæmper for en blød femteplads. Hvor tungt vejer den underpræstering i bestyrelseslokalet?

Et mesterskab skal naturligvis udløse en vis kassekredit af tillid til ikke mindst sportschefen, men hvor meget er der tilbage af den og nok til at ledelsen tænker okay, vi er rekrutterings- og spillemæssigt på rette vej? Det vil vi få svar på i løbet af få uger.

Køres der videre med det eksisterende setup, så er det et tydeligt signal til fans om bestyrelsen ser klubben sportsligt på snorlige skinner, og at der blot er brug for større patroner i kammeret, så skal succesen nok komme. Kursen er korrekt – der skal bare en motor med flere cylindere til.

Men lad os sige Brøndby kommer sløjt fra land i den nye sæson. Både træner og sportschef fyres hutigt og der kommer udmeldinger om en ny start. Men så er de ekstra midler allerede ved at være godt brugt. Og brugt på en strategi uden lang snor i så fald. Det vil ikke give den troværdighed, som Brøndbys fans higer efter.



Og kommer de fyringer i løbet af næste sæson så kan vi konkludere, at der allerede fra sæsonstart ikke var den store tiltro til strategien. Eller i hvert fald tiltro til dem, der skal forløse den.

Køres sæsonen derimod færdig trods skuffende resultater så kan man med større troværdighed foretage det skifte med en forklaring om, at strategien umiddelbart var rigtig, men udført forkert.

Eller det modsatte. Næste sæson ender som en stor succes. Det centrale er i og for sig ikke slutresultatet – succes eller skuffelse – men vejen dertil. Virker det som om, der er og har været en fuldblods strategi med mulighed for succes?

Sker der derimod en fyring lige efter denne sæson, som snart er slut, så er det helt indlysende et klart signal. At et øget budget kræver andre kompetencer end de nuværende.

Det korte af det lange er: Nu er værdiaftalen på plads. Næste skridt med det nye ejerskab bliver at signalere og eksekvere en strategi, der signaler en holdbar plan. Uanset hvem der er sportschef og/eller cheftræner. At der dybt inde i pengeskabet fra Franz Jäger ligger en blå-gul mappe med en plan for de næste sæsoner og vejen til toppen for Brøndby.

Skal Brøndbys fans også føle sig i vater med klubbens strategi, så skal den netop være snorlige og ikke være som en pistol ladet med forbiere. Det er den træfsikkerhed og troværdighed Brøndbys nye ejerkreds skal signalere på det sportslige plan til klubbens fans.