Transfer Talk: FCK’s køb af islandsk stortalent viser ændring i transfer-fødekæden

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Mellem vinduerne tager Transfer Talk et kig på de trends og mekanismer, der simrer i kulisserne, og det gør vi også her.

Det skal handle om talentfulde islandske spillere og i lidt bredere perspektiv unge nordiske talenter i det hele taget.

Superligaen har i årtier været et oplagt stop for islandske spillere som enten ledte efter næste step i karrieren før et skifte til en større klub i Europa eller med brug for at få karrieren tilbage på ret køl. Tænk Olafur Skulasson, Ragnar Sigurdsson, Sölvi Ottesen eller Kari Arnason.

Men de helt store og unge talenter har ikke naturligt set mod de bedste danske klubber, fordi det udviklings-setup som de danske klubber har tilbudt, ikke har været attraktivt. Spol tilbage i Superligaens historie, hvor nærmest var eksotisk, når FCN eller Lyngby stillede med unge spillere.

Unge spillere er big business nu og i takt med primært FCK og FCM har udviklet og stærkt forbedret akademi og ungdoms-setup, så er de unge spillere et transfer-terræn for sig selv nu.

FCK har ikke længere som målsætning at være inde i billedet omkring den bedste venstre back i Allsvenskan, men også at være inde i billedet omkring de bedste norske, svenske, islandske, færøske og finske talenter. Det samme gælder for FC Midtjylland og i mindre omfang Brøndby.

Og disse unge spillere hentes ikke ind med henblik på at udklække den kommende klubkaptajn, der spiller i trøjen i ti sæsoner, men udvikle deres potentiale så godt de kan og derefter sælge til større adresse.

Senest har FCK hentet den 15-årige Galdur Gudmundsson, der skifter til sommer fra Breidablik, når han er fyldt 16 år. Han er et af Islands store talenter og før i tiden ville han ikke se i retning af danske klubber, men når han nu skifter til FCK for 2,5 mio. danske kroner, så er det en fortælling om de danske topklubbers udvikling i kulissen på talentdimensionen. FCN har ekspertise på talentområdet og sammen med FCK og FCM kan de nu tilbyde talentudvikling på linje med AZ, Club Brügge, PSV og lignende. På hylden over er Dortmund, Ajax, Real Madrid osv. og derefter er Premier League i en liga for sig, men takket være Brexit er det ganske svært at få unge spillere til England.

Brexit har derfor givet de danske klubber gode kort på hånden sammenholdt med det forbedrede setup, og vi skal forvente et hundeslagsmål fremover i kampen om talenterne. Det er et forretningsområde som AGF, Malmø FF og OB også vil ind og være en del af de kommende år.

Det er et spørgsmål om penge mere end et ønske om en stabil pipeline af spillere til førsteholdet. Sådan var det tidligere, men nu får man de bedste priser for unge spillere. Pandemien har kølet markedet for store summer for etablerede spillere i alderen 24+ helt ned. I en usikker verden synes det at være en bedre investering for f.eks. Ajax Amsterdam at betale en dansk klub 10-12 millioner euro for et stort talent og forvente et videresalg til Premier League et par år eller tre senere.

For selv om faciliteter for talentudvikling i Premier League er på voldsomt højt niveau, så ser vi sjældent de unge spillere få chancen. Trænere i Premier League har ganske enkelt ikke tid til at udvikle de unge spillere med fast spilletid med de præstationsudsving, der følger med yngre spillere. En fyreseddel er aldrig langt væk i Premier League, så derfor går trænerne der hellere med spillere, der allerede har vist deres værd end morgendagens potentielle helte.

Dette og har de danske klubbers forbedrede setup ændrer transfer-fødekædens natur i jagten på store salg, så forvent flere overskrifter i fremtiden i stil med ’X dansk klub køber Y stortalent’. Fordi det er sådan, det bliver.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.