Transfer Talk: Ødelægger resultaterne Transfer-forretningen i FCN?

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Der var jubel i Vejle, da de fredag aften tog sæsonens første sejr. Hos den tabende part, FC Nordsjælland var der ikke meget at glæde sig over.

Nordsjællænderne ligger tredjesidst efter 13 runder. Man siger, at man aldrig skal afskrive FCN. Det er sket gang på gang, at eksperter har dømt dem ude, men nordsjællænderne trodser alle skeptiske spådomme og indløser billet til top-6 og slutspillet.

Det er godt for talentudvikling, tv-penge, eksponering, sponsorindtægter og ikke mindst transferindtægter.

Den igangværende sæson er den sjette af slagsen med et top-6 slutspil. FC Nordsjælland har været med i det slutspil hver eneste gang. Det er en imponerende bedrift som uden tvivl har bidraget positivt til FCN’s stærke evne til at sælge spillere og tjene penge på de mange unge spillere.

For ser man bort fra de velmenende og filantropiske værdier i Right to Dream konceptet og ejerskabet, der overtog FCN i slutningen af 2015, så er der ingen tvivl om, at FCN også er en skarpsleben forretning.

Transfer-sitet Transfermarkt er ikke en millimeterpræcis rettesnor, men kan fint bruges som pejlemærke for indtægter og udgifter for de enkelte klubber, også selvom det ikke tager højde for forskellige juridiske udgifter og lignende forbundet med spillerhandler.

I 2016/17-sæsonen blev der købt spillere for 650.000 euro. Der blev solgt spillere for 10,5 millioner euro. Sæsonen efter blev der hentet spillere ind for 350.000 euro og solgt for 9,95 millioner euro. I 2018/19-sæsonen blev der brugt nul euro i transfers ind og solgt for 7,60 millioner euro. I 2019/20-sæsonen blev der hentet spillere for 1,68 millioner euro og solgt 13,07 millioner euro. Sæsonen efter blev der brugt nul euro på transfers og solgt for 19,44 millioner euro og op til igangværende sæson blev der heller ikke brugt transfermidler, men solgt for 16,8 millioner euro.

Disse tal på trods af, at FCN sommeren 2019 måtte vinke farvel til Carsten V. Jensen, der af Ekstra Bladet er døbt Danmarks bedste fodboldkøbmand. Men FCN har stadig solgt efter CV’s afsked og det for solide beløb.

Hvorfor er det interessant? Lad det være sagt med det samme – jeg er ikke ude på at påpege et eller andet snavs. Det handler om det centrale i FCN’s forretningsmodel. Hvordan vil den påvirkes af at misse top-6?

Kredsen omkring FCN og Right to Dream har fra dag ét haft et godt øje for spillersalg. De fleste husker nok, at der også blev forhandlet om et køb af Randers FC, men FCN blev valgt af flere årsager. Den talentmæssige udvikling og akademiet, infrastrukturen med international lufthavn ikke langt fra Farum, men også de muligheder der var for hurtige spillersalg af en vis størrelse i den trup, som man overtog, forklarer kilder. Emre Mor var det tydelige eksempel på en spiller med stort salgspotentiale, hvis han kom på ret kurs og 9,75 millioner euro salget til Dortmund var overraskende.

Siden har FCN ikke set sig tilbage og har leveret det ene flotte regnskab på transfersiden efter det andet. Så er det klart, at en del af pengene investeres i ungdom, talenter og akademi, men det er stadig en indlysende god forretning. Og at flere af sæsonerne end ikke har set penge brugt på nye spillere, men alligevel har ført til top-6 er jo næsten flabet flot, når man ser på, hvordan større traditionsklubber sovser rundt.

Hvorfor understrege alt dette? Jo, fordi fra et transfermæssigt synspunkt bliver det interessant at se, hvordan FCN, der ellers ved at gå ungdomsvejen virkelig har fundet et guldæg, vil klare sig uden at spille top-6. Hvad nu hvis de rykker ned?

Har de mange top-6 placeringer været en sovepude, eller er FCN-modellen stærk nok til at bære at misse top-6? Og får vi i så i givet fald en reaktion at se til – måske allerede til vinter med indkøb for større summer end tidligere set i FCN for at beskytte klubben mod nedrykning? Vil der komme en trænerfyring i løbet af kort tid i et forsøg på at rette op ikke mindst af hensyn til forretningen. Det er ren spekulation, men for transfer-folket og transfermarkedets aktører, så er det interessant at se, hvordan FCN vil agere den kommende tid.

Det er muligt, at FCN ikke er ret meget i overskrifterne for tiden, men nordsjællænderne bliver en af denne sæsons helt store transferspørgsmål, da vi endnu ikke har set dem levere ud fra strategien på transfermarkedet uden at have en top seks placering i ryggen. Og misser de top-6, men alligevel kan rive et par store salg af sig vanen tro til sommer og køre videre uden at bruge nævneværdige transferbeløb på nye spillere, så vil det være et stærkt statement samt yderligere reklame for, at FCN-modellen bør være vejen frem for klubber af samme størrelse. Man skal aldrig undervurdere FCN, men denne sæson kan give os svar på, om klubben har undervurderet eget fundament. 

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.